I dag kan vi stolt præsentere en stor nyhed i den danske televerden og en god nyhed for vores kunder: Firmafon slår sig nemlig sammen med Fullrate Pro og bliver til Relatel. Danmarks nye stærke teleselskab til små og mellemstore virksomheder.
Relatel er det bedste af to verdener. Fullrate Pro har haft stor succes med at tilbyde enkle mobilløsninger til attraktive priser og Firmafon har specialiseret sig i at skabe brugervenlige omstillingsløsninger til god kundekontakt.
I Relatel bygger vi videre på hinandens kvaliteter og skaber endnu bedre kundeoplevelser for dig og dine kunder.
Og vi har store ambitioner. Det er særligt gennem et højt serviceniveau, innovative omstillingsløsninger og suveræn brugervenlighed, at vi vil slå konkurrenterne:
”Efterspørgslen efter let anvendelige og fleksible produkter vil stige markant de kommende år, og det kommer vores produkter i høj grad til at afspejle. Fællesnævneren for alle vores produkter og services er, at vi udvikler dem på baggrund af den feedback, kunderne giver os. Så de løsninger, vi leverer, er præcis hvad virksomhederne efterspørger. Den tætte kundekontakt bliver selve DNAet i Relatel, og vi vil gerne være det naturlige førstevalg, når det kommer til enkle og brugervenlige kommunikations- og teleløsninger,” siger Peter Engelbrecht, der er direktør for Relatel og tidligere var direktør for Firmafon.
”Hvis du vil gøre en positiv forskel i den her branche, er du simpelthen nødt til at være lidt fandenivoldsk og turde have lidt store armbevægelser. Med succesen i Firmafon og Fullrate Pro i ryggen og vores udvikling af egne, unikke softwareprodukter tør jeg også godt tro på, at Relatel nok skal klare sig godt. Men den succes opnår vi kun gennem hårdt arbejde og respekt for det marked, vi opererer i og for vores kunder.”
Relatel har godt 100 medarbejdere fordelt på Østerbro og Taastrup og er – ligesom Fullrate Pro og Firmafon – en del af Nuuday.